Om produkterne

Protræ har et bredt udvalg af profiler til ind- og udvendigt byggeri. Du finder alle profiltyperne under produktkategorierne og guides her igennem dine valgmuligheder indenfor træsort, overfladestruktur og efterbehandling. Finder du ikke det profil, du søger, så laver vi det. Nedenfor suppleres med uddybende beskrivelse af produkterne:

Længder

Standardlængder (fyr, gran og TermoFyr): 300 - 360 - 420 - 480 - 510/540 cm. Tilbud gives i udgangspunktet i 1-2 længder og altid ud fra faldende længder fra lager.

Standardlængder WRC (ceder): faldende fra 6-20 fod (1 fod = ca. 30,5 cm).

Standardlængder termoask: faldende 215 - 395 cm.

Standardlængder modulhegn:

  • stolper: 270 cm
  • hegnsbrædder: 180 cm (længdetolerance +/- 1 cm)
  • topplanker: 390 cm  

Hvis du har brug for en anden længde bedes du anføre dette under Øvrige oplysninger i din forespørgsel.

Eg, ask, bøg og div. hårdttræstyper afviger generelt fra standardlængder. 

Tykkelser

Tykkelsen på de viste profiler kan variere i forhold til valg af træ og overfladestruktur. Eksempel på færdigmål i 25 mm gran:

  • rusavet færdigmål = ca. 22 mm
  • glathøvlet, børstet med nylon/stål, paintcutted eller micropræg = ca. 21 mm
  • TermoFyr i glathøvlet, børstet med nylon/stål, paintcutted eller micropræg = ca. 20 mm.

Hvis profilet er høvlet 2 eller 4 sider kan det reducere tykkelsen yderligere ca. 1 mm.

Overfladestruktur

Du har mulighed for at vælge dit profil i en af disse overflader:

  1. Glathøvlet – ensartet glat og berøringsvenlig overflade.
  2. Rusavet – klassisk overflade til udvendig facadebeklædning, altid et smukt valg til facadetræ.
  3. Børstet med nylon/stål – Unik overflade, der via special teknik med både stål- og nylonbørstning, kommer til at fremstå med tydelig årestruktur.
  4. Paintcutted – har paralleller til den klassiske rusavede overflade, men fremstår mere ensartet via sin prægning i træet.
  5. Micropræg – præget med bittesmå riller, der giver overfladen et meget ensartet udseende.
  6. Alternative overflader – send forespørgsel.

Eksempler på overflader:

Standardfarver

Vi maler i alle NCS og RAL farver på forespørgsel, men som standard tilbyder vi

  • sort RAL 9005 grundmalet
  • sort RAL 9005 grund- og topmalet
  • hvid RAL 9010 grundmalet
  • hvid RAL 9010 grund- og topmalet
  • antracitgrå RAL 7016 grundmalet
  • antracitgrå RAL 7016 grund- og topmalet

Vores standardfarver er glans 20, men når overfladen er ru halveres glansen (ca.)

Slutmaling ved køb af TermoFyr terrassebrædder i pigmenteret grundmaling:

  • Tag en stump med til farvehandleren og oplys, at træbeskyttelsen til slutmaling skal være meget laserende og matche grundimprægneringen. Så sikrer man fortsat at kunne se årestrukturen i træet.

Træsort

Du kan vælge dit profil i en af disse træsorter:

Gran us kvinta - Rødgran (Picea abies (L.) Karst.)

Vores gran kommer fra midt/nord Sverige, hvor det koldere klima giver langsommere vækst og dermed højere densitet. Årringene er smalle pga. den langsomme vækst, træet er hårdere, har mindre og mere faste knaster. Træ med langsom vækst betegnes som kvalitetstræ. Gran har en speciel struktur i veddet, der medfører lukkede celler, når træet er tørt. Gran kan således ikke trykimprægneres men den lukkede cellestruktur umuliggør samtidig indtrængning af vand. Råtræ i gran er således særdeles velegnet til malede udvendige (og indvendige) beklædninger. Gran kan imprægneres via varmebehandling (termotræ) og op til 25 mm også efter NTR standardens anbefaling 8/91. Ubehandlet og varmebehandlet / NTR-behandlet gran bør ikke bruges i direkte kontakt med jord og beton pga. risiko for svampeangreb.

Fyr (Pinus sylvestris)

Sorteringsregler iht. Nordiskt Trä Sorteringsregler (den blå bog).

  • Fyr kvinta (sortering B)
  • Fyr us (sortering A1-A4)
  • Fyr listekvalitet (sortering A1 - knastfri)

Vores fyr kommer fra midt/nord Sverige, hvor det koldere klima giver langsommere vækst og dermed højere densitet. Årringene er smalle pga. den langsomme vækst, træet er hårdere, har mindre og mere faste knaster. Træ med langsom vækst betegnes som kvalitetstræ. Når fyr anvendes som udvendig beklædning bør det pga. træets naturlige egenskaber imprægneres – f.eks. ved varmebehandling (termotræ) eller trykimprægnering. Fyr kan imprægneres til klasse A materiale og vil dermed være egnet til direkte jordkontakt (kun klasse A). Fyr der ikke beskyttes vil blive angrebet af råd og svamp, men med korrekt imprægnering vil fyr have lang holdbarhed.

TermoFyr (varmebehandlet fyr)

Vores TermoFyr produceres af Lunawood i Finland (Lunawood® - highest quality, totally natural and chemical free). Fyrretræ af høj kvalitet varmebehandles ved temperaturer mellem 190 og 212° C. Ved varmebehandlingen forsvinder harpiks, terpentin og formaldehyd og slutproduktet minder om hårdttræ, da varmebehandlingen giver træet et varm brunlig glød. Træet imprægneres udelukkende ved brug af varme og damp, så slutproduktet er 100% naturligt og helt fri for kemikalier. Varmebehandlet træ er et miljørigtigt alternativ trykimprægneret træ samt det til tider problematiske regnskovstræ pga. truslen om udryddelse. Opnår en god formstabilitet, som resultat af varmebehandlingen, slår og vrider sig ikke, det er let og kan brændes og bortskaffes uden at skade miljøet. Tåler ikke direkte direkte jordkontakt.

Produktet er særdeles velegnet til udendørs beklædning. TermoFyr kan også med fordel bruges indenfor, der anvendes ingen kemikalier i forbindelse med varmebehandlingen. TermoFyr har et klassisk udseende og kan bruges i både store og små byggeprojekter.

Se TermoFyr sorteringskriterier på terrassebrædder her og facadebeklædning her.

Western Red Cedar (WRC) - Thuja plicata Donn ex. D.Don.

Kommer fra det vestlige Canada, hvor klimaet sikrer optimale vækstbetingelser for veddets egenskaber. WRC har lavt indhold af harpiks og kerneveddet har stor naturlig modstandskraft over for råd og svamp, som gør træet velegnet til bl.a. facadebeklædning. Farvespektret spænder fra lyst til brunt træ. Kerneveddet har højt indhold af svampedræbende stoffer, som giver god holdbarhed. Kerneveddet i WRC er klassificeret i gruppe 2 (varig), svarende til en holdbarhed på ca. 15 år. Klasserne går fra 1-5, hvor 1 er bedst og 5 er dårligst. Lav densitet, let at bearbejde, men brug kun skarpt værktøj, så det ikke flosser. Brug kun rustfrie søm og skruer ved montage (og undgå misfarvning). Forbor altid og hold god afstand til træets ender. Bliver vejrgråt som alt andet træ, men den rød-/mørkebrune farve kan bevares ved regelmæssig påstrygning af pigmenteret olie.

Eg, ask, termoask, bøg og diverse typer hårdttræ (billede: termoask)

Vi tilbyder også træløsninger i alternative træsorter. Beskrivelse af disse træsorter tager udgangspunkt i det konkrete kundeønske.

Eksempel - (billede: eg)

Efterbehandling

Du kan vælge at efterbehandle dit træ med en af disse muligheder:

Malet (grund- og topmalet)

Protræ har eget maleri og tilbyder miljørigtig malet træ i den farve, du ønsker. Malet beklædning er grundmalet fire sider og topmalet på tre. Det har den fordel, at du efter montering kan nøjes med en let gang slutmaling eller evt. pletmaling for at dække sømhuller og tilskæringer. Læs mere i vores brugervejledning. Den industrielle påføring af maling giver en dybdeindtrængende effekt og forhindrer råd og svamp i at få fat. Den industrimalede beklædning har minimalt behov for vedligeholdelse og vil fremstå flot i mange år. Vi kan male dit træværk i alle NCS og alle RAL farver. Efter montering af formalet træ vil overfladen efterfølgende synes ensartet, når træet pga. vejrliget naturligt arbejder. Der vil ikke fremstå lyse striber, som man ofte ser ved træværk, der først er malet efter montage.

Malet (grundmalet)

Træ grundmalet 4 sider (uden topmaling). Den industrielle påføring af grundmaling giver en dybdeindtrængende effekt og forhindrer råd og svamp i at få fat. Efter montage skal brædderne straks efterbehandles med træbeskyttelse fra anerkendte mærker som f.eks. Pinotex, Gori, Beckers m.fl. Både olie- og vandbaseret træbeskyttelse kan anvendes. Der vil ikke fremstå lyse striber, som man ofte ser ved træværk, der først er malet efter montage.

Malet i alle NCS og RAL farver

Protræ tilbyder malet træ i alle NCS og RAL farver. Der henvises til beskrivelse af grund- og topmalet samt grundmalet træ ovenfor.

Trykimprægneret

Trykimprægneret træ har gennemgået en imprægneringsproces, som forlænger træets holdbarhed. Processen gør træet mere modstandsdygtigt overfor angreb af råd, svamp og insekter. Det er den mest effektive form for kemisk træbeskyttelse mod biologisk nedbrydning. Efter trykimprægnering fremstår træet grønt. Træet kommer i lukkede kamre, der ved hjælp af vakuum tømmes for fugt og luft. Der fyldes efterfølgende imprægneringsvæske i kammeret og de aktive stoffer mod råd og svamp presses ind i træet under tryk. Der anvendes oftest fyr, der velegner sig pga. stor andel af splint. Trykimprægneret træ skal overholde de europæiske standarder. Vores træ trykimprægneres industrielt efter de regler, der er udarbejdet af Nordisk Træbeskyttelses Råd (NTR), som definerer de nordiske træbeskyttelsesniveauer inden for rammen af de europæiske standarder DS/EN 351-1.

Vi henviser til Træinformations ’Den lille grønne’ som giver dig vigtig viden om trykimprægneret træ.

Lud- og lud/voksbehandlet

Fra vores maleri tilbyder vi lud og lud/voks behandling af vores loft- og vægpaneler. 

  • Lud - En ludbehandling hæmmer den naturlige gulningsproces på brædder af nåletræ og giver en lysere overflade.
  • Lud/voks - En lud/voks behandling giver brædderne en ensartet og lys overflade. Lud/voks behandlingen er med til at begrænse optagelse af solens UV-stråler og reducerer træets naturlige gulning. Voksbehandlingen giver en mere glat og rengøringsvenlig overflade.

Ludbehandlet træ kræver ikke efterbehandling, men vi anbefaler jævnlig rengøring ved at støvsuge loft/væg (brug mundstykke med blød børste) . Ved snavs kan det tørres bort med en fugtig klud.  Det er dog muligt at genbehandle brædderne, hvis man vurderer, der er behov efter nogle år. De vil  blive mere lyse end det oprindelige produkt.

Grundmalet med farvepigmenteret imprægneringsvæske

Fra vores maleri tilbyder vi grundmaling med farvepigmenteret imprægneringsvæske i 3 farvevarianter - sort / grå / brun. Farverne er ikke dækkende men laserende, så du kan se årestrukturen igennem. Den industrielle påføring af imprægneringsvæsken giver en dybdeindtrængende effekt og forhindrer råd og svamp i at få fat. Efter montage skal brædderne straks efterbehandles med træbeskyttelse fra anerkendte mærker som f.eks. Pinotex, Gori, Beckers m.fl. Både olie- og vandbaseret træbeskyttelse kan anvendes. Tag en stump med til farvehandleren og oplys, at træbeskyttelsen til slutmaling skal være meget laserende og matche grundimprægneringen. Så sikrer man fortsat at kunne se årestrukturen i træet.

Sprøjtelakeret

Protræ samarbejder med professionelle underleverandører, som sikrer rette kvalitet på vores sprøjetelakerede profiler (oftest indvendige lister). Den industrielle påføring af maling giver en ensartet overflade og kan vedligeholdes med både vand- og olieholdig maling. Husk altid at slibe overfladen inden påføring af ny maling.

Har du specielt ønske om begrænsning af knastgennemtrængning (som med tiden er uundgåeligt) kan der lægges en klar PU lak i bunden, derefter grund- og topmaling. Den klare PU gør, at knasterne er længere tid om at gulne da der ikke er nogle farvepigmenter, de kan gå i forbindelse med. Oftest (og efter kundeønske) laver vi dog vores lister i fyr listekvalitet (A1 sortering), som er fri for knaster.

Brandimprægneret

Brandimprægneret træ imprægneres ved tryk. Via tryk trænger brandvæsken ind i træet. Trykniveau og tid afhænger af den prøvning, der ønskes. Brandimprægnering er ikke en imprægneringsform, der beskytter mod hverken skimmel, råd eller svamp, vi anbefaler derfor ved udvendig anvendelse som ved alt andet træ altid en efterbehandling.

Læs mere om brandimprægnering lige her (vores underleverandør er Danish Anti-Fire).

Copyright © 1997-2024 - Protræ A/S